Om Jesper

Hvem er jeg?

Gennem hele mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig med udvikling og markedsføring.

Rejsen er gået gennem det kemiske laboratorium med udvikling af analysemetoder, videre gennem forskellige funktioner med produktudvikling og derefter som produktansvarlig med markedsføring af produkterne, som jeg havde været med til at udvikle. Jeg nåede også at virke som produktchef i en importvirksomhed med kontakt til leverandører i hele verden. En anderledes udfordring.
Nedtrapningen ud af arbejdsmarkedet var som webmaster på deltid.
Jo, jeg har været vidt omkring og har mødt et utal af søde, spændende og dedikerede mennesker.

Lige fra jeg som barn fik mit lille Kodak bokskamera har jeg været fascineret af fotografi. Det første spejlrefleks var et Canon FT QL. Et banebrydende kamera i 70’erne. Det blev efterfulgt af EOS-kameraerne. Nu med 100 – 400 mm teleobjektiv, og muligheden for fuglefotografering.
Med introduktionen af digitalteknik, var det slut med at vente flere dage på at filmen blev fremkaldt, så man kunne se resultatet.
Det første kamera i den digitale æra var et FujiFilm. Ydeevnen var omvendt proportional med prisen. Men det var spændende og lærerigt at stifte bekendtskab med den ny teknik. Hurtigt vendte jeg tilbage til Canon først med EOS 20D og derefter EOS 7D, som jeg syntes bedst opfyldte mine behov. Flere kamerahuse er nærmest blevet slidt op. De seneste år har jeg brugt EOS 7D Mark II.
Nu er det tid til at hoppe på næste vogn i udviklingstoget: Det spejlløse spejlrefleks. Canon EOS R5 min nye bedste ven. Sammen med de tilhørende objektiver, 24 – 105 mm og 100 – 500 mm skal vi afsøge nye grænser. 

Jeg har altid haft en generel interesse for sport, uden selv at nå noget på det aktive plan.
I mange år var vi en lille gruppe ”badmintonmøvere”, men nu er golfbanen den primære legeplads. Jeg har været medlem af Smørum Golfklub i en lang årrække.

Desuden har jeg i et halvt århundrede fulgt Akademisk Boldklub, ligegyldig hvilken række de har spillet i.

Og så glæder jeg mig over at Leksands IF efter mange år som elevatorhold tilsyneladende nu har etableret sig i Sweden Hockey League.